Cooldown for sangere – Reducer presset på stemme og krop
Kender du det, at stemmen er tung og svær at få i gang om morgenen efter en krævende koncert eller forestilling? Og at det kan være svært at finde ro, når forestillingsaftenen er forbi?
Du er ikke alene. Det er helt naturligt. For både stemme, krop og sind bliver presset af mange timers sang.
Netop derfor kan en simpel cooldown efter prøver og koncerter gøre en stor forskel.
Cooldown gør dig klar til i morgen
Du kender helt sikkert til cooldown, hvis du dyrker en eller anden form for sport. Både løbeturen og yogatimen slutter med langsomme, blide øvelser og et roligt åndedræt. Cykelryttere kommer også ned i tempo efter en krævende tur ved at cykle langsomt. På den måde løsner muskler og åndedræt eventuelle spændinger i kroppen, og bringer den tilbage til et afspændt niveau.
Ligesom sportsfolk har brug for at køle kroppen roligt ned efter hård træning, har sangere også gavn af en både mental og fysisk cooldown efter lange prøver og krævende koncerter.
Jeg husker, at vi som professionelle sangere i DR Vokalensemblet hurtigt kunne blive enige om, at en kold øl efter en krævende koncert smager rigtig godt. Og det er faktisk en god måde at lave cooldown.
Men hvad hvis man ikke lige har brug for en øl?
Hvad hvis man på den lange bane har brug for at være lidt mere bevidst angående stemme og krop efter en præstation, fordi det går løs igen i morgen med endnu en forestilling eller koncert?
Det er jo virkeligheden for mange professionelle sangere …
Cooldown giver mental ro og forebygger stemmetræthed
Efter en optræden er kroppen aktiv og vågen, fuld af endorfiner og klar til at præstere. Stemme, krop, åndedræt og sind er i højeste gear. Derfor tager det lidt tid for systemet at falde til ro.
Her kan en god cooldown hjælpe dig med:
- At afspænde stemmemuskulaturen. Enkle nynneøvelser i talelejet og et roligt åndedræt stabiliserer pulsen, øger blodcirkulationen og afspænder stemmen.
- At skabe kontakt med dit taleleje. Afspændte og enkle nynne- og talelyde i talelejet holder stemmen i gang og forhindrer stivhed i stemmemuskulaturen.
- At forebygge stivhed og træt stemme. Rolige øvelser, der afspænder og strækker halsens muskler, kan mindske muskelspændinger og gøre restitutionen lettere.
- At give dig et mentalt skift. Arbejde med åndedrættet giver dig et mentalt rum til at “lande” efter en præstation, slippe spændinger og forberede dig på restitution.
- At blive klar til næste dag. Med en cooldown hjælper du stemmen med at bevare fleksibilitet, smidighed og bevægelighed i alle led og muskler i halsen.
Cooldown løsner spændinger i halsmusklerne og stemmen. Samtidig aktiverer cooldown den del af nervesystemet, der beroliger kroppen – det samme sted, som når du hen på en normal aften oplever at blive naturligt søvnig – og hjælper dermed kroppen med at falde til ro.
Kort sagt: Cooldown hjælper både kroppen til bedre restitution og mindre træthed, og sindet til en rolig afslutning og mental afkobling.
Sådan kan du opbygge din cooldown
Til dig, der gerne vil reducere presset fra lange prøver og krævende koncerter på din stemme og krop, er her en kort opskrift på, hvordan du kan udføre cooldown, så du passer på din stemmes smidighed og bliver hurtigere klar igen efter hver eneste optræden:
1.
Rolig vejrtrækning
Træk vejret langsomt ind gennem næsen og pust roligt ud gennem munden.
Læg en hånd på maven og mærk, at åndedrættet falder til ro.
2.
Afspænding af kæben
Åbn og luk kæben langsomt som et gab.
Massér blidt omkring kæbeleddet med fingerspidserne.
Lad underkæben “falde tungt ned” et øjeblik.
3.
Blide stemmeøvelser
Lav små glissandi på ng eller m fra højt til lavt, som en sirene i slowmotion.
Gør det med meget lidt lydstyrke – bare som “massage” for stemmebåndene.
Nynneøvelser på mm i det dybe leje.
Enkle taleøvelser i dit taleleje på ma – mi – må, ma – mi – må.
4.
Stræk og slip
Rul skuldrene bagud 4-5 gange.
Stræk armene op mod loftet, pust ud og slip ned.
Lad nakken falde let fra side til side.
5.
Mental landing
Luk øjnene et øjeblik.
Sig til dig selv: “Jeg er færdig for i dag. Jeg har givet mit bedste.”
Mærk roen brede sig i kroppen.
Flere øvelser, der gavner din stemme
Som sanger er din stemme dit vigtigste arbejdsredskab. Hvis du vil bruge et par minutter om dagen på at træne den med kærlighed, kan du se en række gode og blide øvelser i mit blog-indlæg, “SOVT: Sådan passer du på din stemme, så den holder hele livet.”
Det er også oplagt at benytte SOVT-øvelserne i din cool-down.
Book en gratis samtale
Husk, at du altid er velkommen til at booke et kvarters gratis, uforpligtende samtale med mig. Uanset, om du vil høre mere om, hvordan jeg arbejder med stemmetræning, eller hvordan du udfører cooldown og passer bedst muligt på din stemme gennem hele din karriere.