Gå foråret i møde
Ved du, hvor mange fordele der er ved at gå en tur flere gange om ugen?
Når jeg underviser på kurser og workshops, så spørger jeg tit deltagerne, om de dyrker nogen form for motion. Ikke fordi jeg vil prædike sund livsførelse, men fordi musikere er afhængige af en stærk krop i deres dagligdag. Men svaret er tit tøvende, da mange musikere ikke synes de har tid til at dyrke sport og nogle er bange for skader. Alt i alt har jeg erfaret, at det af mange årsager kan være svært at få rørt sig de obligatoriske 30 minutter om dagen, som sundhedsstyrelsen anbefaler.
Den enkleste form for motion
Gåture er den mest simple form for motion. Det er nemt at gå i gang, da det bare handler om at tage et par gode sko på og så begynde at gå. Da jeg selv synes nogle dage er alt for stillesiddende, har jeg testet en Skridttæller i de sidste par uger og kan fortælle, at det gør en stor forskel, at jeg kan se, hvor mange skridt jeg når op på om dagen. Det er motiverende, og jeg er begyndt at tænke meget mere over, hvordan jeg kan få flere skridt ind i hverdagen.
Det optimale er 10.000 skridt, og det kræver en god tur på 3 til 5 km om dagen, ud over de skridt vi plejer at tage. Men det hele tæller, så man kan sagtens starte med 1000 eller 2000 ekstra skridt, hvis man ikke er vant til at gå daglige ture.
Bevægelse i dagligdagen
Professor Bente Klarlund Pedersen fortæller i Skridttællerbogen, at man rundt om i verden taler om det begreb der hedder ‘NEAT’ – non-exercise activity thermogenesis, eller småbevægelser der ikke skyldes sport, som betegnelse for den energi, man forbruger, når man bevæger sig i dagligdagen. Det vil sige når vi bevæger os fra sted til sted ved egen kraft på gåben eller på cykel.
Bente Klarlund fortæller, at “man bruger mere energi, når man står, end når man sidder – og mere, når man sidder end når man ligger. NEAT har at gøre med småbevægelser i dagligdagen: Gå til bussen, stå af et stoppested tidligere end man plejer for at gå nogle flere skridt, tag trappen i stedet for elevatoren og gå en rask tur for at få energi i kroppen. I Skridttællerbogen kan du læse om alle de mange fordele, der er ved at begynde at gå. Bogen er inspirerende og nem at læse.
Gåture har en effekt på hele kroppen
I de sidste mange år er der blevet talt varmt for de gode gåture, da de har en effekt på hele kroppen. Hjernen danner nye hjerneceller og forbindelser, så det du arbejder med sætter sig i din hukommelse. det vil sige, at vi booster hukommelsen og kreativiteten. Hjerte og kredsløb bliver stimuleret, hvilket modvirker forhøjet blodtryk og kolesteroltal. Går du en tur i naturen påvirker det hele dit sind, da det giver ro.
Den friske luft stimulerer også psyken. Læs artiklen “Gåture er ikke kun for tøsedrenge og gamle mænd”, om alle de positive sidegevinster der findes ved at gå en tur ud over, at du kommer ud og dufter til det nye, dejlige forår.
Så siger det dig ikke noget at dyrke motion, så overvej at gå nogle flere ture i løbet af ugen, leg fangeleg med dine små børn, og integrer i det hele taget gang i din hverdag. Din krop og hjerne vil elske det!
Nyhedsbrev
Få ro til at vise hvad du kan! Gør som flere hundrede andre, skriv dig op til mit nyhedsbrev. Nul spam. Kun tips, tricks og tilbud på kurser, der gør dig til den bedste version af dig selv. Du får med det samme 3 gode tips, du kan bruge til din næste performance!