joostrap business

facebook linkedin     

Jeg har en vision om, at musikere, skuespillere og erhvervsfolk, der skal præstere foran andre, skal vide så meget som muligt om, hvordan man kan trække på egne ressourcer, for at undgå ødelæggende nervøsitet. Jeg blogger derfor om emner der er relateret til præstationsangst, nervøsitet og eksamensangst.

Stop Tankemylderet

Stop Tankemylderet

Hvad hvis nu?

Hvad hvis jeg glemmer noget af det jeg har forberedt?

Hvad hvis panelet ser ud til at kede sig?

Hvad hvis den eller den person er tilstede? Så klarer jeg det ikke.

Katastrofetanker kan der være nok af, inden du skal lave en performance, og det gælder uanset om du er kunstner, studerende eller jobansøger. Det er ikke så underligt, da du i udsatte situationer som auditions, eksamener og samtaler kun har dig selv til at levere varen. Kan du stå distancen og vise alt hvad du kan?

Vi tænker ca 30.000 - 70.000 tanker om dagen, så der flyver ganske mange tanker igennem hovedet, uanset om vi vil det eller ej. Det meste er genbrug, forstået på den måde, at det er tanker vi har tænkt før. Nogle tanker vælger vi så at gøre noget ved, fordi vi kan handle på dem. Det giver god energi og er en vidunderlig følelse. Andre gange så fordamper bekymringer af sig selv, fordi du finder ud af, at der i virkeligheden slet ikke er nogen grund til bekymring. Men kører bekymringerne i ring time efter time, så er det at tankemylderet opstår og måske fanger dig i sit net.

Spændende ny forskning

Psykolog Pia Callesen skriver i sin nyligt udgivne bog Lev mere - tænk mindre om, hvordan du selv kan begrænse din tankevirksomhed ved hjælp af metakognitiv terapi. Derved kan du undgå at bruge for meget energi på noget, som ikke bygger dig op, men tværtimod tager din energi igen og igen. 

Det forfriskende ved den nye forskning, som Pia Callesens formidler er, at vi ikke behøver vende vrangen på os selv og grave hele barndommen igennem for at finde frem til, hvorfor tankemylderet opstår. Ifølge de metakognitive teorier, så kan vi lade tankerne passere, som gennem en si, med mindre vi vælger at give dem opmærksomhed.  

Det handler ikke om, at forandre tankerne fra negative til positive, men om et bevidst valg, hvor du vælger, hvor meget fokus dine tanker skal have lige nu og her.

Tankemylderet stjæler dit humør og din energi

Tanker der bekymrer dig, tager rigtig meget af din energi og påvirker oftest også dit humør. Hvor mange gange har du ikke oplevet, at tankerne kredser om en bekymring igen og igen. Tankerne kan køre i samme rillle dag efter dag og bekymringerne fylder i mange timaer af den tid du er vågen.

Selve tankemylderet løser ikke bekymringen, da de først forsvinder, når du får handlet på problemet - eller får flyttet fokus fra dig selv til noget udenfor dig selv. 

Triggertanker

Pia Callesen arbejder med triggertanker  - tanker der sætter en tankerække i gang, som kan være svær at stoppe igen. Nogle gange er det på den gode måde, hvor du laver en lang tankerække om, hvad du glæder dig til. Andre gange er det en tankerække der kan bryde dig ned og gøre dig deprimeret.

Når jeg transformerer denne idé til musikere der skal til audition, vil det typisk være ’Hvad hvis jeg spiller en fejl, så fremstår jeg uforberedet, så glemmer jeg måske de tekniske detaljer, jeg har arbejdet på’. Hvad nu, hvis det er et rigtig tørt rum jeg skal spille i? Hvem sidder i juryen? Har jeg forberedt mig godt nok? Masser af tanker der tager energi og spilleglæde fra dig og som kan få dig til at miste modet. For studerende, der skal til eksamen, er det også nemt at fodre triggertankerne. Fx er det da det nemmeste i verden, at være i tvivl om, hvorvidt man kan svare på alt, der bliver spurgt om til eksamen eller til et Phd-forsvar.

Modsvaret er ifølge Pia Callesen at forstå, at du har et valg i forhold til, hvor meget energi du vil give disse triggertanker. Præcist og kærligt skubber hun til os og fortæller, hvordan det blandt andet er muligt at indføre Grubletid, hvor det er tilladt at lade tankemylderet tage over. Det vil sige, at det ikke handler om at bekæmpe grublerierne eller at omforme tankerne, men ene og alene om at begrænse tiden tankemylderet fylder.

"Vi kan ikke styre tankerne, men vi skal begrænse vores tænkning om dem. Timelange daglige grublerier leder os ikke frem til mere geniale løsninger end dem, vi kunne have fundet på kortere tid" skriver Pia Callesen i Lev mere - tænk mindre.

Grubletid

Pia Callesen har særdeles gode erfaringer med at indføre grubletid. Max 1 time om dagen må grublerierne fylde. I dette tidsrum kan du analysere tanker, følelser og problemer og samtidig tage nødvendige beslutninger. Netop bevidstheden om, at du selv kan genskabe kontrollen over dine tanker vil være nyt for mange, som føler sig fanget i bekymringer om fremtid eller fortid. Det er således heller ikke et quick fix. Det kræver øvelse, hvis du vil mestre teknikken på de dage, hvor tankestrømmen vælter ind over dig igen og igen, udenfor den afsatte grubletid. 

Et middel til at stoppe tankemylderet er at være nærværende overfor det, der er omkring dig lige nu. Det kan være alt fra vinden i håret, når du går en tur til gode kolleger, der vil dig det godt og andre personer omkring dig, som inspirerer dig. Jeg husker det selv fra en periode i mit liv, hvor jeg på grund af følger af en trafikulykke mistede mit fuldtidsjob som professionel sanger. Jeg havde ikke lyst til at se tidligere kolleger omkring mig, da det mindede mig om hele min ulykkelige situation. Men hver gang gode venner insisterede på at kigge forbi blev mit humør bedre. Jeg glemte at gruble og bekymre over min fremtid mens de var der, og oftest havde jeg fået fortalt dem om nogle af mine fremtidige planer, så der også i den forbindelse var energi at komme videre på. Min opmærksomhed var blevet flyttet, uden at jeg selv var bevidst om det, og det gjorde mig godt hver eneste gang.

Pia Callesen arbejder med opmærksomhedstræning og skriver følgende: "Opmærksomhedstræning er en bevidsthedsøvelse, der har til hensigt at gøre os bevidste om, at vi kan flytte vores fokus, uanset hvilke tanker og følelser der er inde i os, og uanset hvad der sker uden om os."

Tankemylder og tankestrømme kan vi ikke stoppe, men ifølge ny forskning er det altså muligt at vælge om vi vil dvæle ved tanker der kører i ring eller lade dem passere, som små togvogne der passerer videre ud i horisonten. Tanker er flygtige - Hvor mange tanker tænkte du ikke i går, som du slet ikke kan huske i dag?

Lad dit kropssprog tale med overbevisning?
 

Kommentarer

No comments yet
Already Registered? Login Here
Guest
tirsdag, 22. oktober 2019
If you'd like to register, please fill in the username, password and name fields.

ullamunch.dk bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Ved brug af sitet accepterer du cookies.